Biavleren

Jeg har biavl som min hobby. Derfor er min biavl ikke særlig stor – og den er i den grad primært styret af min trang til at prøve noget nyt snarere end den er styret af et produktionsmål. Det skal først og fremmest være sjovt og interessant.

Og så er det god adspredelse fra en ofte hektisk hverdag.

Der kigges på bier

Med biavl skal jeg være forundringsparat og glæde mig over det jeg oplever og erfarer. Så bortset fra et bistik i ny og næ er det næsten ren nydelse. Honningen på brødet, i kagen, i maden og til mjøden er ren bonus.

Bierne får naturligvis også lidt af den honning de laver, så de ikke sulter om vinteren.

Med biavl er jeg tæt på naturen, jeg er meget ude og jeg møder en masse gode og interessante mennesker med samme interesse.

Biavl er hvad jeg vil kalde en ekstensiv hobby: Forstået således, at når sæssonen er ved at være slut i løbet af august og september måned så kan jeg godt blive lidt mast af det. Det kræver en god fysik at være biavler: Der skal bæres tunge honningmagasiner, høstes og røres honning. I efteråret kan man se frem til en vinter, hvor der ikke skal ske så meget med bierne. De passer sig selv – men med foredrag, besøg hos biavlere og aktiviteter i foreningsregi stiger motivationen igen. Når så temperaturen når 10-12 grader og bierne begynder at flyve og trække på de første erantis osv. i marts eller april måned, ja, så er det ikke til at vente med at komme til at arbejde med bierne igen.

Jeg er registreret kyndig bialver. Det bliver man når man følger et kursus i bisygdomsbekæmpelse. En kyndig biavler hjælper bl.a. andre biavlere med undersøgelse af bifamilier for anmeldelsespligtige bisygdomme.